
På det seneste har jeg fået en mindre besættelse af cremeøjenskygger. Elsker, at de er så nemme at arbejde og få til at se pæne ud, og så holder de typisk rigtig godt. De seneste tilføjelser til makeupsamlingen er Chanel Illusion d'Ombre Long-Wear Luminous Eyeshadow i farven Ebloui og MAC Paint Pot i farven Groundwork. Har i forvejen to andre øjenskygger fra samme Chanelkollektionen (her og her) samt en Paint Pot (her).
Som I måske kan fornemme på billedet ovenfor, er begge øjenskygger cremede og bløde at arbejde med. Groundwork fra MAC er en rigtig god hverdagsøjenskygge til de morgener, hvor det skal gå hurtigt. Man kan enten lægge den med en makeuppensel, men jeg synes, at den også er rigtig nem at lægge med fingrene. Den giver lidt farve, har en anelse diskret shimmer og gør øjenomgivelserne ensartede og friske at se på. Til de dage, hvor man har bedre tid, fungerer den ligeledes som en fremragende primer/base for andre øjenskygger, og forhindrer, at al ens makeup efter få timer har samlet sig i fede streger på øjenlågene.Ebloui fra Chanel er i en lidt anden og mere festlig kategori, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke har noget lignende i makeupsamlingen. Den er bordeauxfarvet og har i noget lys en snert af både noget lilla og bronzefarvet over sig. Meget smuk og perfekt som kontrastfarve til mine gråblå øjne.
Er jeg den eneste fan af cremeøjenskygger, eller er I flere derude? Hvilke kan I i så fald anbefale?