Garderobes Kabet   +  Inspiration

On Demand (og lidt tanker om ensformige uniformer)
Overskriften er måske lidt af en tilsnigelse, men der var faktisk en af jer, der efterspurgte flere outfitposts i går, så hermed et dugfriskt dagens. Jeg vil egentlig også gerne selv poste flere dagens herinde, men sagen er bare den, at jeg for tiden som oftest er iklædt noget a la ovenstående. Diverse kombinationer af jeans, en random bluse, armyjakke og en eller anden form for sneakers er bare ikke specielt interessant at vise gang på gang. Oder? Jeg må i hvert fald sande, at jeg er inde i en uopfindsom spiral (ihhh — det er de mest irriterende spiraler!), og burde være bedre til at kigge lidt dybere i garderobeskabet, end tilfældet har været post fødsel. Har det faktisk fint nok med mig selv og min krop efter graviditeten, men bliver alligevel bare ved med at række ud efter det samme nemme kluns dag efter dag. Det er umiddelbart en kombination af, at jeg ikke har oceaner af tid om morgenen, før den lille bandit vil underholdes/ammes/vugges/skiftes/etc, og så det faktum, at jeg de fleste dage bare dribler rundt herhjemme med en enkelt eller to afstikkere med barnevognen i løbet af dagen, og jeg derfor ikke føler det store behov for at dresse op.
Nåh, men kommentaren i går fik mig i hvert fald til at tænke lidt nærmere over det der med outfitposts eller ej. Har egentlig lidt den holdning, at jeg selv bestemmer, hvad der skal fylde her på bloggen, hvorfor jeg fx heller aldrig har spurgt ind til, hvilke indlæg I især godt kan lide. Når det så er sagt, er jeg jo også nysgerrig efter at vide, hvad jeres holdning er til, om man (jeg/bloggere) helst bare skal droppe et indlæg i stedet for at poste et trivielt 'dagens' med masser af gentagelser? Eller om I gerne vil se et 'dagens' på trods af, det ligner noget, I allerede har set for nyligt? Sig endelig jeres ærlige mening — jeg kan tage det!
Uanset hvad jeres holdning måtte være, er jeg i hvert fald blevet enig med mig selv om, at jeg bliver nødt til at blive bedre til at få lidt cirkulation i garderobeskabet igen. Den næste uge (fra i morgen af) vil jeg hver dag trække i mindst et stykke tøj, jeg ikke har haft på siden graviditeten begyndte at begrænse mine outfits. Jeg vil samtidig dokumentere mine outfits dagligt og samle op på søndag. Ved ikke, om det kunne være sjovt for jer, men det er i hvert fald nødvendigt for mig :)