

Et udvalg af den sidste tids favoritter på beautyhylden herhjemme. Der er ingen decideret sammenhæng mellem produkterne, men det er ting, der er flyttet ind for nyligt, og som jeg er blevet rigtig glad for.Matas Natur 24h ansigtscreme er god. I hvert fald til mig. Har tidligere efterspurgt en svanemærket dagcreme med en ok solfaktor, så allerede her falder denne med spf 15 i god jord. Den indeholder jojobaolie, økologisk aloe vera samt e-vitamin og er både svane- og astma-allergimærket, hvilket blandt andet betyder, at den er fri for parabener og parfume. At cremen pumpes ud og samtidig er nem at dosere, er bare et ekstra plus! Hvis man har meget fedtet hud, kan den muligvis være en snert for fedtet, men til mig fungerer den indtil videre super. Den fås hos Matas — både i de fysiske butikker og online lige her.
Orofluido Beauty Elixir er en rigtig lækker hårolie. Har tidligere skrevet om hårolie, så da jeg fik mulighed for at teste denne, sagde jeg pænt ja. Jeg fordeler en mængde på størrelse med en stor ært i spidserne af mit fugtige hår, men ind imellem putter jeg den også i tørre spidser. Den gør håret dejligt blødt og spidserne sunde at se på. Det kan jeg lide! Den kan blandt andet fås online hos Billig-voks lige her.
Toni&Guy Sea Salt Texturizing Spray fik jeg udleveret til Toni&Guy-event i februar, og jeg bruger den både i tørt og i vådt hår. Den giver struktur til håret, uden det bliver stift eller tørt at se på. En rigtig god saltvandsspray. Den fås i Matas og kan købes online her.
Deborah Lippmann Good Girl Gone Wild er en rødlig, blommefarvet glimmerneglelak, som jeg købte, fordi den var sat ned med 25% i en børnetøjsbutik (!?), jeg kom forbi. Det er måske lidt snyd at kalde den en favorit, for jeg har faktisk ikke prøvet den endnu, men fin, det er den uanset, og jeg elsker bare DLs elegante, firkantede flasker.
Nilens Jord Powders & Foundation Brush (nr. 105) er en rigtig god børste til flydende foundation. Den er blød og fyldig og giver en ensartet og nærmest airbrushed overflade. Det er min første børste fra Nilens Jord, men jeg tror bestemt ikke, det bliver den sidste. Den fås i Matas eller i Nilens Jords onlinestore lige her.
Det var fem af mine favoritter lige for tiden. Har I erfaring med nogle af mine favoritter? Og hvad er jeres egne beautyfavoritter pt?