Sue Long + Lena Jeg har længe haft behov for lange tanktops, der ud over at fungere som — ja — tanktops, også kan fungere som underkjoler her til efteråret og vinter. I fredags havde jeg lidt tid inde i byen inden min aftale i Tivoli, og jeg benyttede lejligheden til at smutte i Message, hvor jeg hapsede ikke mindre end fire tanktops; to fra Samsøe Samsøe i den temmelig ombloggede model Sue Long og to fra MbyM i modellen Lena. Lige nu hænger de alle til tørre på loftet, men jeg glæder mig til at prøve dem og se om Sue Long lever op til forventningerne og om Lena kan hamle op med Sue Long, som ekspedienten påstod. Sue Long består af 48% bomuld, 48% modal og 4% elastan, hvor Lena består af 95% micro modal og 5% elastan, så materialerne er altså ikke helt ens. Umiddelbart virker begge modeller dog lækre, bløde og elastiske, men jeg tror, Lena er en anelse mere gennemsigtig. Prisen er ens; 2 for 300 kr. Har I erfaring med Sue Long og/eller Lena? Hvad er jeres dom?