
Det er som om mine smykkevaner ændrer og udvikler sig over tid. Da jeg var yngre, gik jeg stort set aldrig med smykker. Kunne allerhøjest svinge mig op til at tage et hjemmeknyttet armbånd på i ny og næ. Huller i ørerne har jeg først fået som voksen, hvorfor jeg i den efterfølgende periode nærmest ikke shoppede andet end øreringe i en form for kompensationsrus. De seneste år har jeg shoppet en del fingerringe, men i hverdagen glemmer jeg tit at tage dem på, fordi jeg nok i virkeligheden synes, det er lidt besværligt at have fingrene pakket ind i metal. Så skal man stå der og tage dem af hver gang man vasker fingre, og når det er vintertid, er det bare alt for bøvlet med handsker og sårn. I hvert fald for mig :)
Indtil for et par år siden gik jeg sjældent med halskæder, men inden for det seneste år, har det ændret sig til, at jeg næsten har en kæde om halsen hver evigt eneste dag. For tiden er det disse tre kæder, der oftest bliver trukket op af smykkeskrinet. Enkle, lange, i sølv og ikke for nuttede. Præcist som jeg allerbedst kan lide det! Hvilken slags smykker går I mest med?