Blonder og Peter Pan-krave
I går skriblede jeg lidt om, at jeg agter at blive bedre til at planlægge mine køb og få lidt mere styr på, hvad jeg rent faktisk mangler i garderoben. En af manglerne er helt klart pæne toppe. I modsætning til så mange andre, har jeg måske været lidt for god til at købe basis og knapt så god til at købe lidt mere specielle overdele. Derfor føler jeg faktisk ofte, jeg ikke har andet end basis at vælge imellem, og det bliver bare lidt trist i længden KUN at have basistoppe (selvom man absolut ikke skal underkende værdien af et lækkert tørklæde eller en flot, lang halskæde). Så mens jeg finder ud af hvilke toppe, jeg skal erhverve mig, har jeg stykket en kollage sammen, der viser, hvordan jeg blandt andet vil style en fin top til et hverdagsoutfit. Blondetop Dorothy Perkins, jeans Roy Rogers, draperet jakke Miss Selfridge, støvler Rag & Bone, taske Balenciaga Jeg har som eksempel valgt en blondetop med smal Peter Pan-krave, men til det her outfit kunne jeg i princippet tilsætte en hvilkensomhelst pæn top, fordi resten på kollagen er så basisorienteret. I virkeligheden er det også kun en pæn top, jeg mangler for at kunne skabe looket ovenfor. Jeg har jeans i en lys vask, sorte ankelstøvler, en draperet cardigan og en Balenciaga — sidstnævnte dog i en City og ikke en First-model :) Er I gode til at købe pæne overdele, eller bugner hele jeres garderobe også af ensfarvede tees og tanks?