...kan man ikke ligefrem påstå, at jeg var på min vej hjem fra arbejde. Mens jeg desperat forsøgte at holde cyklen på cykelstien, holde øjnene tilpas åbne til at jeg kunne se, men tilpas lukkede, så jeg fik så lidt regn i øjnene så muligt, med smertende, iskold pande og udtværede pandaøjne, følte jeg mig ikke i nærheden af at være fiks. Nu sidder jeg så med fugtigt hår, har iført mig et par hyggebukser og varme sokker og lytter til regnen, der trommer mod ruden. Hvem der bare kunne være chick som Carrie i regnen.