Garderobes Kabet   +  Nyt i garderobeskabet

Mega Dot & læderflet
Puhh — det tager længere tid at få styr på en ny bolig, end jeg sådan umiddelbart havde forestillet mig. Ikke at det er noget specielt stort problem, der er bare hele tiden noget, der lige skal ordnes, et sted der trænger til noget belysning og en billede, der bare liiige skal op. Men det skrider da fremad, og jeg synes faktisk, det er meget hyggeligt at gå og nusse med. Heldigvis. 
Vores soveværelse er et af de værelser, jeg ikke vil betegne som færdigt (det er der faktisk ingen af vores rum, der er), men som i hvert fald er godt på vej derhenad. For nyligt er der flyttet to ting ind, som jeg ikke har vist i sin helhed på bloggen før, nemlig det lilla Mega Dot-sengetæppe fra Hay og kludetæppet i læder fra Magasins eget mærke. Begge dele er jeg vildt glad for, og jeg fortryder lidt, at jeg kun bestilte et af lædertæpperne, da jeg fandt det på Magasins udsalg til sølle 200 kr.! Det var altså lidt af et kup. 

Næste punkt på min soveværelses-to-do-liste er at få syet nyt betræk til to store puder, og så har jeg et billede liggende i et plakatrør, der lige skal indrammes og hænges op. Bliver dejligt at få gjort.