













Mens jeg sidder og slapper af på sådan en helt almindelig mørk og lidt kold novembertorsdag, drømmer jeg mig tilbage til den sidste dag, vi havde i Paris, før turen gik til lufthavnen sent på aftenen. Jeg fatter ikke, at det i morgen allerede er tre uger siden, vi rejste derned. Den sidste pariserdag blev brugt på at promenere langs Seinen, spise croissanter og drikke kaffe, bese Notre Dame både udvendigt og indvendigt, spise falafel på falafelgaden over dem alle; Rue Des Rosiers, bestige Butte de Montmartre med Sacré Coeur for øje, kæmpe os igennem Galeries Lafayettes stueetage, mens vi imponeredes af de lange køer ind til Louis Vuitton og Chanel, shoppe dullegrej fra Sephora til mig og Petit Bateau til den lille bandit, der optager mere og mere af pladsen i min mave og se solen gå ned bag Eiffeltårnet, mens vi lunede os på en crêpe med kastaniecreme.
Og fuldstændig off topic, så har jeg fået lidt feedback på mit nye domæne (tak!) og der er åbenbart nogle, der oplever, at Google Reader ikke kan finde mit RSS-feed. Er der andre, der oplever det samme? Jeg skal nok prøve at finde en løsning på det. Er vist nødt til at spørge nogle af kærestens it-kyndige venner om hjælp her, for jeg er mildest talt amatør på den front.