
Når jeg rejser til Paris om 10 dage (wuhuu!), har jeg tænkt mig, at turen derned udelukkende skal foretages med håndbagage. Det er så dejligt nemt, når man kommer frem, men tvivler dog på, at jeg kan nøjes med håndbagage på hjemturen — ahem. Flyrejser, især dem der foretages udelukkende med håndbagage, er som bekendt lig med trælse væskeregler, så i dag driblede jeg i Tiger, hvor jeg fandt dette rejsesæt bestående af seks beholdere, der umiddelbart passer perfekt til mit behov for at medbringe dag-, nat-, hånd- og rensecreme samt evt lidt shampoo. Og noget, jeg sikkert har glemt lige nu. Posen, som de seks beholdere kommer i, er sådan noget tykt, blødt plast og har en smart lukning, der gør, at den med fordel kan bruges som den gennemsigtige pose, éns væsker skal transporteres i. Smart. Hele baduljen kan fås til en flad tyver. Nu er jeg endnu mere klar til Paris :)