Nogen gange kan alt det her bloggeri blive enormt pænt, perfekt og poleret, og jeg skal da heller ikke selv være for stor til at indrømme, at jeg også redigerer og sorterer i mine billeder og vælger de bedste ud. Det er klart, og jeg tror også, I ville blive pænt trætte af min blog, hvis ikke det var tilfældet. På den anden side skal det dog heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg gennem bloggens levetid har taget en del billeder, der aldrig har fundet vej herind, fordi de er uskarpe, underbelyste, eller jeg simpelthen ser for åndssvag ud på dem. Normalt er jeg ret god til at få slettet de dårligste af mine billeder, men her forleden da jeg sad og ryddede op i iPhoto, faldt jeg alligevel over et par billeder, som forfængelighedens filter ikke lige har fanget. Og hvilket tidspunkt er bedre til at dele et par af dem med jer, end sådan en regnvåd mandag?  Til den ubrugelige og uskarpe kategori hører de billeder, min utålmodige kæreste knipser af mig, før jeg har indtaget min vanlige bloggerpositur. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det tilsyneladende også med at grine enormt meget på den slags billeder:      Derudover er der også de billeder, hvor jeg er ved at falde. Ja, jeg er ikke det mest elegante menneske i verden, og det har min kæreste på smukkeste vis dokumenteret nedenfor, hvor jeg et kort sekund hængte i luften, inden jeg endte på alle fire. At jeg få sekunder forinden havde bedt ham fotografere mig, mens jeg gik catwalk ned ad vejen, lader vil lige stå et par sekunder ...
     Der er også en del billeder af mig, hvor ikke engang jeg selv er klar over, hvad jeg har gang i. Et eksempel er billedet her fra i lørdags. Seriøst — hvad laver jeg? Nogle bud? Og nej, zumba er ikke en option.     Og som rosinen i pølseenden — billederne jeg tog, fordi jeg tænkte, at hoppebilleder var en fin måde at vise mine nye maxikjoler frem på. Jeg tog fejl, men har siden brugt billederne til at huske mig selv på, at ligegyldig hvor dårligt et outfitbillede, jeg har taget, kan det altid blive meget, meget værre: