Berlin — Dag 2
Vores lørdag i Berlin var god. Vejret var simpelthen fantastisk, hvilket i min optik er en ikke helt ubetydelig faktor, når det kommer til storbyferier. Ligesom dagen før, havde vi ikke de vilde planer, så vi hyggede bare rundt på må og få. I solen. Yes. Vi boede på Hamptons by Hilton på Uhlandstraße i det tidligere Vestberlin (hotellet er ikke bygningen på billedet, men vejskiltet er godt nok). Udemærket hotel til en storbyferie med god beliggenhed tæt på Kurfürstendamm og Zoologischer Garten. Inklusiv morgenmad og fri internet — just the way i like it! Ooog et lidt bedre billede af mig, end I plejer at se. Eller jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorvidt billedet er godt, men bedre i dén forstand, at man kan se mere af mig, end man plejer, at kunne herinde :) Bilder mig ind, at det er blæsten, der har rodet mit hår op i nakken, og at jeg ikke dribler rundt i Berlin med morgenhår. Vi kørte med U-Bahn... ... og spiste döhnerkebab i solen. Det eneste rigtig turistede vi lavede den dag, var en rundvisning i nogle af Berlins bunkers fra koldkrigstiden. Læs evt. mere her. Der er så mange danskere i Berlin, at der endda er dansksprogede rundvisninger. Vi havde et hurtigt stop på Alexanderplatz. Uden noget egentligt formål. Bare fordi. Berliner Fernsehturm gik vi ikke op i. Jeg har været deroppe for ti år siden. Mhhh... Is... I solen... Slurp! Den karakteristiske Kaiser Wilhelm Gedächtnis Kirche med det ødelagte spir var under renovation og dækket helt til af stilladser, men man kunne komme ind i både den gamle del af kirken og den nye, som I ser et billede af ovenfor. Meget smukt med de tusindvis af glasmosaikker. Sidst, men ikke mindst, fik jeg shoppet. Ikke meget, men dog lidt. Shopping er jo nærmest obligatorisk på en storbyferie, men holdt igen på grund af udsigten til vores New York-tur i slutningen af maj. Vil trods alt hellere gå amok der :) Det var lidt billeder fra vores anden dag i Berlin. Har også lidt billeder fra om søndagen, jeg lige skal have kigget igennem for at se, om der er nogle, der er værd at vise herinde.