Garderobes Kabet   +  Inspiration

110411
 Som jeg også nævnte i morges, er det min fødselsdag i dag, og selvom jeg efterhånden har afprøvet konceptet en del gange, er der alligevel et eller andet specielt ved sådan en dag. For mit vedkommende har det mest noget at gøre med alle de minder, der er knyttet til det at have fødselsdag. For mig er fødselsdage simpelthen en god anledning til at stoppe op og mindes — ikke bare året der er gået, men også alle de historier, der efterhånden er blevet en del af det at have fødselsdag. Det kunne eksempelvis være de historier, mine forældre altid fortæller om den varme forårsdag, jeg som fed 4,5 kilos baby kom til verden, men det er i høj grad også mine egne historier som dengang jeg havde klassen på besøg og vi bryggede litervis af grøn trylledrik af de ramsløg, der voksede nede ved åen, og som fik os alle sammen til at stinke af løg i dagevis, dengang jeg fik mit første par ikke-fodformede sko, min lavendelfarvede cykel med tre gear, en pink- og sølvfarvet blyant, jeg aldrig nænnede at spidse og et stearinlys formet som et syv-tal. Ja, jeg kunne faktisk blive ved.  Dagen i dag har stået på arbejde med morgenmad og flag. I aften har jeg lovet at bikse noget sushi sammen og først på lørdag står den på 'rigtig' fødselsdag med boller og lagkage. Og selvom jeg normalt ikke er fan af at vise fjæs herinde, får I i anledningen af min fødselsdag et billede af mig fra dengang jeg var sådan en lille starut, der gik i børnehaveklasse, havde skæve tænder, pandehår og gik i mors hjemmestrik :)