Garderobes Kabet   +  Ønskeliste

Tanker om en mere komplet garderobe
Jeg har aldrig været specielt god til at planlægge mine køb, men på den anden side er jeg heller ikke sådan en type, der laver sygt mange impulskøb. Tror nok, jeg ligger et eller andet sted midt imellem de to yderpoler, og er sådan en, der har en overordnet idé om, hvad jeg mangler, men ikke har lister og klare planer for, hvordan jeg supplerer min garderobe mest optimalt. Eftersom tøjkriser alt for tit er en følgesvend om morgenen, kunne jeg godt tænke mig at blive bedre til at planlægge mine køb og til at finde frem til netop de stykker tøj, der kan afhjælpe disse tøjkriser. I går aftes satte jeg mig ned og skrev en liste over, hvad jeg mangler i garderoben. Og her er et udpluk af det tøj, der primært præger listen.
   Leoclutch Miu Miu, grå tank T by AW, brogues T-Troupe, hvid blazer Topshop, nude blazer Paul by Paul Smith, kort jakke med fletdetaljer By Malene Birger, sorte jeans Superfine, sort bluse T by AW, sennepsgul cardigan Topshop, råhvid blondetop Topshop, aprikosfarvet jakke med perledetajler Miss Selfridge, leoballerinaer Zara, stribet jakke By Malene Birger, biker boots Jimmy Choo, sort clutch American Apparel  
Mærket i nakken på tøjet er ikke afgørende, kollagen er mere til min egen inspiration og skal ses som et resultat af de typer af tøj, jeg mangler. Det er for eksempel ikke så vigtigt for mig, om en kort, stribet jakke er fra By Malene Birger eller fra H&M, så længe den er fin, sidder godt og virker til at være i ok kvalitet. Derfor er kollagen også et miks af highstreet og designervarer.
 
Som I nok kan se, mangler jeg overdele. Både i form af langærmede t-shirts, tanks i god kvalitet, finere toppe, cardigans, lyse blazers og feminine jakker med pæne detaljer. De toppe, cardigans og jakker, jeg skal på udkig efter, skal havde en eller anden form for særpræg, enten i form af farve eller materiale. Har virkelig mange ensfarvede, plain cardigans, så sådan nogle skal jeg ikke købe flere af. I stedet skal jeg kigge efter noget i stil med den sennepsfarvede bandit ovenfor. Den kombinerer en fin farve med flotte strik-detaljer. Lige i øjet! Og så skal jeg også have fingre i en lys blazer, der kan aflaste min bikerjakke til sommer.

Jeg manger også sorte jeans. Og navy for den sags skyld. Min største udfordring i den forbindelse er, at jeg ikke ved noget værre, end at prøve jeans. Og bukser i det hele taget, men allermest jeans. Bliver bare altid halvdeprimeret, når jeg prøver jeans. Synes, det er så svært at finde et par, der fremhæver det, der skal fremhæves og skjuler det, der skal skjules. Ofte synes jeg desværre, de gør det modsatte. Det er vist noget af en videnskab. Men jeg er jo nødt til at prøve, hvis jeg vil gøre mig håb om at føje flere jeans til garderoben, så må virkelig bare tage mig sammen på det punkt.

På fodtøjsfronten skal jeg have købt mig et par grove bikerboots, som jeg har manglet (og skrevet om) i evigheder. Sådan nogle er jo perfekte at spankulere gennem det tidlige forår i. Desuden forelskede jeg mig i et par fine, sorte brogues i Hamborg sidste weekend, som ville have været perfekte til et par skinnies for et herreinspireret look, men jeg kom ved en fejl til at vise dem til min kæreste, inden jeg købte dem, og han fandt dem noget så grimme, så jeg endte faktisk med at lade dem stå. Kæmpe fejltagelse! Leoballerinaerne skrev jeg om forleden dag. Fine og perfekte til så mange forskellige outfits. 

Slutteligt mangler jeg tasker til festbrug. Især Miu Mius leoclutch står højt på ønskelisten, men American Apparels oversized, sorte clutch er også fin på den mere hverdagsagtige facon. Og noget mere budgetvenlig.
 
Det var lidt af de tanker, jeg har gjort mig i håbet om at få en mere helstøbt garderobe. Nu vil jeg prøve målrettet at gå efter ovenstående tøjtyper. Hvad med jer? Hvordan shopper I? Er I til lister og planlægning, eller er I mere impulsive, når det kommer til shopping?