Kan I anbefale en god fotohandler?
De digitale guder er ikke med mig for tiden. I weekenden begyndte mit elskede spejlrefleks (et Pentax K200D) at opføre sig lettere aparte, samtidig med at min internetforbindelse valgte at stå af. Helt ærligt! Så jeg klarer mig ved at låne en hvilken som helst trådløs forbindelse, jeg nu engang kan koble mig på. Så det går, selvom det ikke ligefrem er holdbart i længden. Med kameraet er det straks værre. Jeg bruger det seriøst hver evig eneste dag. I sidste uge gled det ud af mine hænder, og selvom stødet mod gulvet ikke virkede specielt voldsomt, har jeg alligevel den lille hændelse mistænkt for at have rystet et eller andet løs inde i kamerahuset. De første par dage kunne jeg godt fotografere engang imellem, selvom skærmen teede sig åndssvagt, men nu kan jeg slet ikke få gang i skærmen, og selvom kameraet lyder som om det fotograferer (jeg kan høre objektivet arbejde og klikke), gemmer det ikke noget på hukommelseskortet. Har købt det online for godt to år siden, og vil helst være fri for besværet med at sende det med posten frem og tilbage, så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre jer, om I kan anbefale en god fotohandler i eller omkring København? Altså sådan en rigtig fotohandler. En der er rimelig hurtig og som måske også er rimelig i pris? Input vil være stærkt påskønnet. Okay, det er tilsyneladende ikke kun de digitale guder, der ikke er med mig for tiden. Mens jeg har siddet og flækket dette indlæg sammen, har jeg formået at træde et styk karamelfyldt chokolade ud mellem mine lammeskindssutter og mit trægulv. Tror bare, jeg går i seng nu.