I går driblede jeg i biffen med en veninde. Vi så Hævnen i Grand; en film, jeg egentlig ikke følte det vilde for at se, men da min veninde spurgte, valgte jeg alligevel at gå med ind og se den. Og jeg må sige, jeg blev underholdt. Ikke underholdt på den sjove "haha!"-måde, men mere på den nervepirrende måde, hvor man med jævne mellemrum holder sig for øjnene eller griber ud efter ens venindes hånd. På den måde var den pengene værd. Når det er sagt, var der ikke meget, jeg ikke havde set før. Nu har jeg ikke set rub og stub af Susanne Biers film, men jeg har set nok til at claime, at denne film minder meget om hendes andre. Samme filmiske virkemidler, samme danske hverdagsdrama, nærbillede af et græstrå i vinden og en flok fugle, der letter fra en mark. Hendes skildring af kærlighed er også altid den samme, synes jeg. Og så er det altid de samme skuespillere, der går igen og igen, men det er i virkeligheden ikke Susanne Biers problem, men et generelt problem for de fleste større danske film. Kan ikke rigtig sætte en finger på, hvad det er ved hendes film, der irriterer mig, for når jeg for eksempel elsker David Lynchs film (en noget anden genre, I know), er det jo blandt andet på grund af de træk og virkemidler, der går igen fra film til film. Det irriterer mig overhovedet ikke ved hans film — nærmere tværtom. Med Frøken Biers film er jeg åbenbart bare mindre tolerant. Eller også er jeg bare ikke så meget til den slags film? Ved det ikke. Kan dog godt se, hvorfor jeg har hørt så meget godt om filmen, for den underholdt, tiden fløj af sted, den var rørende og virkelig godt spillet. Det indrømmer jeg gerne :) Har I set den?           I får også lige et billede af, hvad jeg havde på.