Som nævnt tidligere, var jeg forleden til forpremiere på filmen Letters to Juliet. Filmen har Danmarkspremiere i aften, så jeg tænkte, det var en meget passende dag at poste et indlæg om den. Jeg vil ikke bruge en masse plads på at skrive om handlingen og de medvirkende, det kan I læse mere om lige her, I stedet vil jeg gå direkte til, hvad jeg syntes om filmen.

Jeg er ingen filmekspert, men jeg er ret klar i forhold til, hvilke film jeg kan lide og hvilke film jeg ikke kan lide. Derfor vil jeg lige starte med at fortælle, at jeg normalt ikke er til romantiske film, at jeg er ret kynisk, når det kommer til romantik i det hele taget og at jeg for eksempel fandt den første Twilight-bog, og især filmatiseringen af samme, letkøbt og lidt plat. Bare så I kan have det i baghovedet, når I læser min vurdering af Letters to Juliet ;)

Selvom jeg forsøgte at gå fordomsfrit til filmen i håbet om, at den måske kunne overraske mig positivt, eller i det mindste bare underholde mig lidt, var den ikke min kop te. Historien var alt for forudsigelig. Ingen overraskelser der. Skuespilpræsentationerne var middelmådige og til tider direkte pinlige. Jeg oplevede det lidt som om skuespillerne stod på en scene på et teater, og ligeså meget jeg elsker at gå i teateret, lige så meget hader jeg, når skuespillere i film spiller som om de stod på en teaterscene. De spillede simpelthen for tydeligt, hvis det giver mening?

Jeg trak på smilebåndet et par gange, men det vejer desværre ikke op for alle de gange, jeg vendte det hvide ud ad øjnene i biografmørket. Men som sagt; jeg har en helt anden smag i film, så er man er til pladderromantiske film og ønsker at koble hjernen HELT fra — evt. en dag, man har tømmermænd — kan den måske være ok.

Skal I ind og se den?