Garderobes Kabet   +  Modeindustrien

Mulberry aflyser udsalget
De fleste ved sikkert, at Mulberry-butikken i Østergade plejer at holde udsalg to dage om året; en dag i januar og en dag i august. Jeg synes personligt, at deres udsalg plejer at være ret godt. I morges læste jeg imidlertid på business.dk, at Mulberry har valgt at droppe udsalget, der ellers skulle have været afholdt i morgen. Mulberry har, i modsætning til mange andre luksusbrands, nemlig haft godt gang i biksen den seneste tid, og der er ikke nok varer at sælge ud af.

Jeg havde i forvejen valgt at holde mig væk i morgen, men alligevel var min første tanke: "Øv bøv!", for jeg synes, at konceptet med et udsalg af sådan et lækkert mærke er fedt. Men efter at have læst artiklen til ende, slog det mig, at det selvfølgelig ikke kun er øv.

For mig som forbruger er det alt andet lige skønt med de mange udsalg, slagtilbud og lignende, men for mig som modeelsker er det sørgeligt, at modeindustrien bløder og gamle velrenommerede modehuse, som eksempelvis Christian Lacroix, går konkurs. Når krisen kradser holder folk igen, men et klassisk mærke som Mulberry, tør folk åbenbart stadig godt investere i. Og det at folk tænker sig om og investerer i klassisk design, der holder mere end en enkelt sæson, synes jeg absolut ikke er øv.

Jeg ved godt, at mange finder Mulberrys tasker lidt damede og kedelige, men personligt elsker jeg mange af deres modeller. Det kan godt være, at min egen Phoebe-model ikke er det mest moderne, man kan opdrive lige nu, men den er klassisk uden at blive damet og vil i mine øjne aldrig blive umoderne. Så thumbs up for Mulberrys succes og for klassisk design generelt.